Vedtægter for Danske Akupunktører
(opdateret med vedtægtsændringerne fra GF April 2016)

 §1 Foreningens navn og hjemsted
§2 Foreningens formål
§3 Etisk juridisk nævn - formål, kompetence og sagsbehandling
§4 Foreningens optagelseskrav
§5 Medlemspligter og regler for god klinisk praksis
§6 Medlemsrettigheder
§7 Generalforsamling
§8 Ordinær generalforsamling
§9 Ekstraordinær generalforsamling
§10 Bestyrelsen
§11 Udvalg
§12 Regnskab og revision
§13 Tegning og hæftelse
§14 Vedtægtsændringer
§15 Udmeldelse og tab af medlemsrettigheder
§16 Genindmeldelse
§17 Opløsning


§1 Foreningens navn og hjemsted

Stk. 1
Foreningens navn er: "Danske Akupunktører", kan også skrives "DA" og "Danske-Akupunktører.dk".

Stk. 2
Foreningens hjemsted er formandens adresse.

Stk. 3
Foreningen er stiftet i København d. 12. juni 2004.


§2 Foreningens formål
Det er foreningens formål:

Stk. 1
At repræsentere registrerede alternative behandlere, der er uddannede 
akupunktører og akupunktur-studerende i Danmark, samt uddannede akupunktører, som også har en sundhedsfaglig autorisation.

Stk. 2
At arbejde for en solidarisk sundhedspolitik, der sikrer befolkningen fri adgang til kvalificeret akupunkturbehandling.

Stk. 3
At skabe tryghed for patienterne i valget af akupunktør.

Stk. 4
At formidle den bedste og billigste, forsikring, efter- og
videreuddannelse, KODA/Gramex afgift m.m. for medlemmerne.

Stk. 5
At bibeholde og udvikle den faglige standard blandt medlemmerne, og fremme kontakten, samarbejdet og erfaringsudvekslingen medlemmerne imellem.

Stk. 6
At udbrede kendskabet til A- og SA-medlemmernes faglige kvaliteter og aktiviteter.

Stk. 7
At give A-medlemmerne mulighed for RAB-registrering, jævnfør gældende lovgivning.

Stk. 8
At give foreningens medlemmer størst mulig valgfrihed i forhold til foreningens tilbud.

Stk. 9
At hjælpe foreningens medlemmer med vejledning og bistand.


§3 Etisk juridisk nævn - formål, kompetence og sagsbehandling
Etisk juridisk nævns formål er:

Stk. 1
At sikre opretholdelsen af en høj etisk standard og god klinisk praksis hos A- SA - B- og Æ medlemmerne, ved at være klageorgan i sager som vedrører brugerens/patientens rettigheder, og hvortil brugere/patienter kan klage over den behandling, de har fået af foreningens medlemmer, herunder over manglende overholdelse af medlemspligter dog undtaget § 5 stk. 7. ”Ethvert medlem har pligt til rettidigt at indbetale kontingent, forsikring, KODA/Gramex-afgift, m.v.”

Stk. 1a
Etisk Juridisk Nævn kan sanktionere overfor SA-medlemmer ifm. overtrædelser af foreningens vedtægter og retningslinier. Klager over et SA-medlem varetages af de offentlige instanser.

Stk. 1b
Etisk Juridisk Nævn skal straks underrettes, såfremt et SA-medlem mister sin autorisation ligesom årsagen skal oplyses. Underretningen gives af det pågældende medlem.

Stk.1c
Etisk Juridisk Nævn skal straks underrettes, såfremt der er indgivet en klage mod et SA-medlem. Underretningen gives af det pågældende medlem.

Stk. 1d
Etisk Juridisk Nævn skal straks underrettes, når der foreligger en afgørelse på en klagesag mod et SA-medlem. Underretningen gives af det pågældende medlem.

Etisk juridisk nævns kompetence

Stk. 2
Udelukkende at behandle skriftlige, indgivne klagesager og forsikringssager, som vedrører nævnets formål.
Nævnets beslutning afgøres ved almindelig flertalsafstemning.

Stk. 3
Nævnet kan komme med afgørelser om overtrædelser af foreningens vedtægter og regler, herunder ved irettesættelse, afregistrering samt fratagelse af medlemskab. 
Afregistrering samt fratagelse af medlemskab kan udelukkende ske ved strafbare, gentagne eller vedvarende overtrædelser. 
Nævnets afgørelser kan indbringes for domstolen.

Stk. 4
Nævnet kan på eget initiativ tage sager op, eller sager kan indbringes for nævnet af bestyrelsen.

Stk. 5 
Nævnet yder rådgivning og vejledning til foreningens medlemmer inden for nævnets formål.

Stk. 6
Nævnet skal have en sammensætning, der er betryggende for parterne. Dette indebærer at intet medlem af nævnet må have særlige økonomiske interesser i sagens udfald, eller have nærtstående, der har en sådan interesse. Endvidere må ingen personer deltage i en sagsbehandling, såfremt der i øvrigt foreligger omstændigheder, der kan vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Stk. 7
Nævnet refererer direkte til generalforsamlingen, og er et selvstændigt nævn, som arbejder uafhængigt af bestyrelsen.
Nævnets afgørelser kan ikke påklages til Generalforsamlingen.

Stk. 8
Nævnet skal i alle tvivlstilfælde om fortolkningen af reglerne, eller hvor det skønnes nødvendigt indkaldesagkyndigtbistand indenfor en på forhånd fastsat ramme i forhold til foreningens økonomi, gældende for et år ad gangen.

Beløbet oplyses EJN af Bestyrelsen efter hver GF. Bestyrelsen fastsætter beløbets størrelse på første møde efter ordinær generalforsamling.

Sagsbehandling
(Der er på generalforsamlingen april 2010 vedtaget arbejdsprocedure for nævnet)
Stk. 9
Nævnets afgørelser skal være skriftlige og begrundede. Der skal ske partshøring over forslag til afgørelser.

Stk. 10
Parterne skal efter anmodning have indsigt i det materiale, der indgår i sagen inden 4 uger efter anmodningens modtagelse. Medlemmerne af nævnet har tavshedspligt om de forhold, der er kommet til deres viden i forbindelse med nævnsarbejdet, og som ikke berører en evt. afgørelse som nævnet har truffet.

Stk. 11
Når klageren modtager skriftligt svar om afgørelsen, skal nævnet samtidigt skriftligt underrette bestyrelsen om afgørelsen.

Stk. 12
Alle involverede parter skal have adgang til genoptagelse af en sag, hvis der viser sig at være ændringer i afgørelsesgrundlaget. Denne mulighed for genoptagelse af en sag bortfalder 3 år efter afgørelsen er truffet.

Stk. 13
Der skal udarbejdes skriftligt materiale fra alle møder, såvel telefonmøder som høringer.
EJN skal overlevere alt skriftligt materiale af referater af indkomne og behandlede sager til det nævn som efterfølger dem. 
Det skriftlige materiale skal overleveres elektronisk.
Nævnet skal arbejde ud fra den procedure som til enhver tid er vedtaget af generalforsamlingen.


§4 Foreningens optagelseskrav
Stk. 1
Foreningen optager medlemmer i 6 kategorier:
a) A-medlemmer
b) SA-medlemmer
c) B-medlemmer
d) Studie-medlemmer
e) Passiv-medlemmer
f) Æresmedlemmer
 

A-medlemmer
Stk. A1

For optagelse som A-medlem kræves basale uddannelseskrav til ansøgerne som følger:
Minimum 100 timer anatomi, 100 timer fysiologi, 100 timer patologi, 50 timer i anden alternativ behandling/behandlingsform, og 50 timers psykologi. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde give dispensation for basiskravene.

Minimum 300 timer i akupunkturuddannelse og 125 timer i praktik.
Bestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere for dette.

Bestået eksamen i anatomi, fysiologi, patologi og akupunktur.

Herudover skal uddannelsen indeholde basal sundhedslovgivning, herunder autorisationslovens bestemmelser om forbeholdt virksomhed og kvaksalveri, klinikvejledning/klientbehandling,

Stk. A 2:
Akupunkturuddannelser som påbegyndes i
2016 kræver min. 383 timer i akupunkturundervisning og 233 timer i klinisk praksis
2017 kræves min. 453 timer i akupunkturundervisning og 316 timer i klinisk praksis
2018 kræver min. 533 timer i akupunkturundervisning og 400 timer i klinisk praksis

Stk. A 3

Medlemmet skal være opdateret i førstehjælp med minimum 12 timers kursus og minimum 3 timers opfølgningskursus indeholdende førstehjælp mindst hvert 3. år. Vi acceptere kun kurser godkendt af Dansk Førstehjælps Råd.

Ovenstående A3 er gældende til den 31.12.2016, og som besluttet på generalforsamlingen i april 2016, vil denne passus borfalde, og erstattes af følgende:

Medlemmet skal ved optagelse have et gyldigt førstehjælpskursus på 12 timer. Medlemmet skal efterfølgende hvert 2. år fra datoen gennemgå et opfølgningskursus. Vi accepterer kun kurser godkendt af Dansk Førstehjælps Råd, Dansk Røde Kors og Beredsskabsforbundet samt kurser, som er godkendt af nævnte organisationer. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra dette.

(Forklaringsnote vedr. § 4, stk. A 3, i forlængelse af supervisionsudvalgets beretning, tilføjet november 2016: Det skal bemærkes, at medlemmer som har godkendte førstehjælpskurser taget før den 31.12.2015, først skal have et opfølgningskursus på min. 3 timer, senest ved udgangen af det 3. år, hvor kurset er gennemgået. Denne note bortfalder senest ved udgangen af 2018).

Stk. A 4
Alle ansøgere, med en dansk akupunktur uddannelse, som ikke er fra en godkendt DA skole, skal op til en skriftlig DA-eksamen og denne eksamen skal bestås forinden optagelse i foreningen.

Stk. A 5
Andre ansøgere med udenlandske eksaminer, kan i særlige tilfælde godkendes af et flertal i bestyrelsen, og fritages for den skriftlige eksamen, såfremt det kan godtgøres, at uddannelsen er på linje med, eller over DA´s generelle optagelseskrav, herunder basal dansk sundhedslovgivning.

Stk. A 6
Medlemmet skal deltage i efteruddannelse svarende til min. 52 timer/lektioner inden for den sidste 3 års periode.

Bestyrelsen kan godkende kurser og efteruddannelseskurser. Kurser og ERFA (erfaring og videndelings kurser), som foretages i privat regi, skal godkendes af bestyrelsen.

Et kursusbevis, som er offentliggjort skal indeholde, emnet, der bliver undervist i, antal timer/lektioner og dato/datoer for kursets afvikling. Kurser som er i privat regi skal indeholde emnet, der gennemgås/undervises i, antal deltagere og navne på disse, antal timer/lektioner og dato/datoer for afholdelses af arrangementet. Der skal udfærdiges et kursusbevis.

Såfremt efteruddannelsesbetingelserne ikke er opfyldt resulterer det til overførelse til B-medlemskab og afregistrering. Bestyrelsen kan dispensere fra disse krav i særlige tilfælde.

SA-medlemmer

Stk. SA 1
For optagelse som SA-medlem kræves samme krav som til A-medlemmer. Der stilles samme efteruddannelseskrav til SA-medlemmer som A-medlemmer

Stk. SA 2
SA-medlemmer har en sundhedsfaglig autorisation, og er omfattet af reglerne i autorisationsloven. 

B-medlemmer
Stk. B1
For optagelse som B-medlem kræves at medlemmet har minimum 200 undervisningstimer eller lektioner i anatomi og fysiologi, og minimum 100 undervisningstimer eller lektioner i patologi og farmakologi. En lektion skal være af minimum 45 minutters varighed.

Stk. B2
Den uddannelsesmæssige baggrund skal bestå af både teori og praksis.
Den praktiske del af uddannelsen opgøres i timer. Uddannelsen skal omfatte minimum 200 undervisningstimer eller lektioner i det primære fagområde som kan være TCM-akupunktur, auricoloterapi, posturologi, øreakupunktur, mikroakupunktur eller lignende, men ikke opfylder betingelserne / timeantallet for godkendelse som RAB.
 

Stk. B3
Der er samme regler og stilles samme krav til førstehjælp for B-medlemskab, som til A- og SA-medlemmer. Bestyrelsen og eller supervisionsudvalget kan dispensere for dette med max. 1 år ad gangen.

Stk. B4
Medlemmet skal deltage i efteruddannelse svarende til min. 52 timer/lektioner inden for de sidste 3 års periode, dog kan bestyrelsen og/eller supervisionsudvalget dispensere fra dette krav med max. 1 år ad gangen.

Stk. B5
Medlemmet kan højst oppebære sit B-medlemskab i 4 år. En enig bestyrelse kan efter skriftlig ansøgning, dispensere for dette i særlige tilfælde, dog max. 1 år ad gangen.

Såfremt efteruddannelsesbetingelserne ikke er opfyldt og der ikke er bevilget dispensation, fører det til eksklusion.

Studie-medlemmer
Stk. S1
For at blive optaget som studie-medlem kræves, at akupunkturuddannelsen er påbegyndt.

Stk. S2
Studie-medlemmer kan højst være S-medlem i 5 år, og skal senest 6 måneder efter studiets afslutning overgå til A- eller B-medlemskab eller udmeldes.

Stk. S3
Studie-medlemmer har adgang til foreningens arrangementer, men er ikke valgbare og har ingen stemmeret.

Passiv-medlemmer
Stk. P1
For at blive optaget som passiv-medlem kræves, at man er indforstået med foreningens formål og tidligere har praktiseret akupunktur i minimum 2 år, og ikke praktiserer akupunktur, medens man er P-medlem.

Stk. P2
Passiv-medlemmer har adgang til foreningens arrangementer, medmindre bestyrelsen misbilliger dette. P-medlemmer er ikke valgbare og har ingen stemmeret.

Stk. P3
Man kan oppebære P-medlemskab under orlov, sygdom og ved pensionering.

Æresmedlemmer
Stk. Æ1
Et A-, SA-, B- eller P-medlem, der igennem flere år, på ganske usædvanlig måde, har gjort sig fortjent til en sådan påskønnelse, kan udnævnes til Æresmedlem af Danske Akupunktører.

Stk. Æ2
Udnævnelse til æresmedlemsskab kan ske ved en ordinær generalforsamling, med mindst 2/3 af stemmerne.

Stk. Æ3
Forslag til æresmedlemskab skal skriftlig være bestyrelsen i hænde senest 3 uger før en ordinær generalforsamling.

Stk. Æ4
Æresmedlemmer er fritaget for kontingent, men har samme pligter og rettigheder i den medlemsgruppe Æ-medlemmet tilhører (A- B- P-medlemskab).

Stk Æ5
Et æresmedlemskab er livsvarigt, og kan kun fratages på en ordiner generalforsamling med 2/3 af stemmerne, eller hvis medlemmet udmelder sig.


§5 Medlemspligter og regler for god klinisk praksis
Stk. 1
Ethvert medlem af foreningen har pligt til at overholde gældende lovgivning og foreningens vedtægter.

Stk. 2
Ethvert medlem har pligt til at overholde foreningens påbud.

Stk. 3
Ethvert A- SA- og B-medlem har pligt til at have en lovpligtig erhvervsansvarsforsikring gennem foreningen.

Stk. 4
Ethvert medlem som anmelder sager til foreningens forsikringsselskab, skal samtidig skriftligt og detaljeret informere Etisk Juridisk Nævn, såfremt sagen på nogen måde involverer udførelse af terapi eller behandling. 

Stk. 5
Ethvert A- og B-medlem har pligt til at vedligeholde og opdatere sin faglige viden.

Stk. 6
Alle A- SA- og B-medlemmer har pligt til at henvise til hospital/læge og/eller anden terapiform, hvor dette må anses for indiceret.

Stk. 7
Ethvert medlem har pligt til rettidigt at indbetale kontingent, som er senest den 10. januar årligt. Såfremt medlemmet undlader at betale rettidigt, kan medlemmet overføres til B-medlemskab.

Stk. 8
Ethvert medlem har pligt til at holde sig orienteret om sociale- og sundhedsmæssige forhold.

Stk. 9
Foreningens medlemmer skal arbejde for, at akupunkturen udbredes uden hensyntagen til andre faglige kvalifikationer end de akupunkturfaglige.

Stk. 10
Såfremt et SA-medlem fratages sin autorisation skal dette meddeles foreningens sekretariat/supervisionsudvalg og Etisk Juridisk Nævn, og årsagen til fratagelsen af autorisationen oplyses.

Stk. 11
Såfremt et SA-medlem opgiver sin autorisation, overgår pågældende automatisk til A-medlemskab, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

Stk. 12
Såfremt et SA-medlem fratages sin autorisation, overgår pågældende automatisk til A-medlemskab, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

Stk. 13
Et hvert SA-medlem er pligtig til at oplyse Etisk Juridisk Nævn, såfremt der måtte foreligge en klage mod pågældende medlem.

Stk. 14
Et hvert SA-medlem har oplysningspligt overfor Etisk Juridisk Nævn og foreningens sekretariat/supervisionsudvalg, når der er afsagt en afgørelse i en klagesag mod det pågældende 

Stk. 15
Medlemmer og medlemsansøgere skal have en aktiv e-mail adresse, og søge informationer på foreningens hjemmeside.

Stk. 16
Ethvert A- SA- og B-medlem skal kunne gøre sig forståelig på dansk og føre optegnelser på dansk over deres behandlinger af den enkelte patient, herunder indikation samt den behandling og den information der er givet til patienten.

Stk. 17
Medlemmerne skal udøve deres gerning omhyggeligt og samvittighedsfuldt og udvise faglig omhu og respekt for patientens individuelle behov og integritet, samt kun gøre brug af midler og metoder som er forsvarlige, og som de er kvalificerede til at benytte.Pligten går forud for rettigheden efter jfr. § 6, stk. 1.

Stk. 18
Medlemmerne har tavshedspligt med hensyn til de oplysninger om private forhold og andre fortrolige oplysninger, som de gennem deres faglige virke får om deres patienter.

Stk. 19
Medlemmerne skal sørge for gode kollegiale forhold, og behandle kollegaer og andre behandlere med respekt.

Stk. 20
Medlemmerne skal give patienterne saglig og nøgtern information om behandlingen, og de forventninger patienten kan have hertil, herunder ikke love helbredelse eller fremkalde unødig sygdomsangst.

Stk. 21
Medlemmerne må ikke fraråde en lægeordineret behandling eller benytte behandlingsmetoder, som det er forbeholdt bestemte autoriserede sundhedspersoner at anvende.

Stk. 22
Medlemmet skal på patientens foranledning oplyse om indholdet af journalen i overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelser om aktindsigt samt persondataloven.

Stk. 23
Medlemmerne må kun anvende godkendte sterile engangsnåle.

Stk. 24
Medlemmerne har pligt til at opdatere deres personlige side og sørge for, at der bliver indskannet dokumentation for uddannelse og efteruddannelse. Dokumentationen for uddannelse og efteruddannelse skal indeholde antal timer/lektioner for det gennemførte. 


§6 Medlemsrettigheder
Stk. 1
Ethvert A- SA- og B-medlem har ret til at gøre brug af midler og metoder, som er forsvarlige ud fra filosofier, teorier, uddannelse og praktisk erfaring som den enkelte er kvalificeret til.

Stk. 2
Ethvert A- SA- B- S- og P-medlem har ret til at deltage i foreningens
arrangementer.

Stk. 3
Ethvert A- SA- B- S- og P-medlem har ret til adgang på foreningens intranet.

Stk. 4
Ethvert medlem kan samarbejde med andre faggrupper samt deltage i videnskabelige forskningsprojekter.

Stk. 5
Ethvert A-medlem har ret til efter godkendelse at benytte titlen registreret alternativ behandler (RAB).

Stk. 6
Ethvert A-medlem har ret til at benytte foreningens bomærke og annoncere med medlemskab af Danske Akupunktører.

Stk. 7
SA-medlemmer har ret til at benytte foreningens bomærke og bomærke for SA-medlemskab og annoncere med medlemskab af Danske akupunktører og benytte titlen, Sundhedsaut. og anerkendt akupunktør i DA / eller Danske akupunktører.

Stk. 8
Ethvert medlem kan få hjælp til indskanning af dokumenter ved henvendelse til foreningens sekretariat.

Stk. 9
Såfremt det under ingen omstændigheder er muligt at skaffe en fuldstændig dokumentation for uddannelse eller efteruddannelse, kan foreningen godkende en underskreven tro- og love-erklæring fra det enkelte medlem på det gennemførte.


§7 Generalforsamling
Stk. 1
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Stk. 2
Kun punkter som er optaget på foreningens dagsorden, kan komme til bindende afstemning.

Stk. 3
Alle A- SA- og B medlemmer, som ikke er i restance, Har ved fremmøde stemmeret.
Afstemning kan ske ved håndsoprækning eller skriftlig afstemning, såfremt blot en af deltagerne ønsker dette. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 4
Referatet af generalforsamlingen skal offentliggøres på foreningens hjemmeside og sendes til alle medlemmer via foreningens interne mail system, senest 3 uger efter generalforsamlingen.


§8 Ordinær generalforsamling
Stk. 1
Generalforsamlingen afholdes hvert år inden udgangen af april.

Stk. 2
Tidspunktet for ordinær generalforsamling meddeles pr. e-mail eller via foreningens interne mail system til hvert enkelt medlem,
og offentliggøres på foreningens hjemmeside så tidligt som muligt og mindst 3 måneder før generalforsamlingen.

Stk. 3
Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen.

Stk. 4
Oversigt over indkomne forslag og dagsorden meddeles medlemmerne pr. e-mail eller via foreningens interne mail system senest 5 dage inden generalforsamlingen.

Stk. 5
For den ordinære generalforsamling gælder følgende dagsorden:

1) Valg af dirigent, referent og stemmetællere.

2) Formandens beretning, etisk juridisk nævns beretning og udvalgenes beretninger.

3) Indkomne forslag.

4) Regnskab for det forgangne år, fremlægges og bringes til afstemning. Kontingent for indeværende år bringes til afstemning for A- SA- B- S- og P- medlemmer. Budget for indeværende år fremlægges og bringes til afstemning.

5) Valg af bestyrelsesmedlemmer, udvalgsmedlemmer, revisorer og div. suppleanter vælges direkte af Generalforsamlingen. Intet medlem må vælges eller sidde på nogen tillidspost i Danske Akupunktører såfremt medlemmet er RAB-, eller SA- registreret som akupunktør andre steder end Danske Akupunktører, dette gælder også ad hoc udvalg:

Generalforsamlingen:
Bestyrelsen
Der vælges:
- 1 formand for 2 år i lige år.
- 1 kasserer for 2 år i ulige år.
- 1 næstformand hvert år.
- 2 bestyrelsesmedlemmer hvert år, som vægtes efter stemmeantal.
- 2 suppleanter hvert år, som vægtes efter stemmeantal.

Etisk juridisk nævn
- 3 medlemmer som vægtes efter stemmeantal.
- 2 suppleanter som vægtes efter stemmeantal.
- Medlemmer/suppleanter af etisk juridisk nævn kan ikke have andre tillidshverv i foreningen.
- Nævnet konstituerer sig selv.

Supervisionsudvalget
1 udvalgsformand
1 suppleant
Bestyrelsen udpeger en repræsentant fra bestyrelsen til udvalget på deres første møde efter generalforsamlingen.

Skole-Uddannelsesudvalg
Der vælges 1- 2 medlemmer
Der vælges 1 suppleant
Udvalgets formand er til enhver tid et udpeget medlem af bestyrelsen, der udpeges på første møde efter generalforsamling, hvor bestyrelsen konstituerer sig.

Arrangementsudvalget
Der vælges1- 2 medlemmer
Der vælges 1 suppleant
Arrangementsudvalget formand er til enhver tid et udpeget medlem af bestyrelsen, der udpeges på første møde efter generalforsamlingen, hvor bestyrelsen konstituerer sig.

Forskningsudvalg:
Der vælges en formand
Der vælges 1 suppleant

Når bestyrelsen konstituerer sig på det første møde efter generalforsamlingen, udpeges et bestyrelsesmedlem til at sidde i Forskningsudvalget.

Revision
2 interne revisorer og en suppleant.


6) Eventuelt.


§9 Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1
Hvis mindst 3 medlemmer af bestyrelsen eller 10 % af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt eller pr. e-mail fremsætter anmodning om afholdelse af ekstraordinær generalforsamling, skal dette ske tidligst 4 uger og senest 8 uger efter anmodningens fremkomst.

Stk. 2
Etisk juridisk nævn kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 3
Anmodningen skal indeholde angivelse af de punkter, som ønskes behandlet.

Stk. 4
Indkaldelse skal ske pr. e-mail eller via foreningens interne mail system til samtlige medlemmer senest 20 dage inden afholdelse.


§10 Bestyrelsen
Stk. 1
Foreningen ledes af bestyrelsen, som består af 5 A- SA- og B-medlemmer, dog mindst 4 A/SA-medlemmer, og er foreningens øverste myndighed mellem generalforsamlingerne.

Stk. 2
Bestyrelsen konstituerer i øvrigt sig selv.

Stk. 3
Såfremt et bestyrelsesmedlem afgår i funktionsperioden, indtræder en suppleant i bestyrelsen og bestyrelsen konstituerer herefter sig selv.

Stk. 4
Såfremt bestyrelsen konstituerer en ny formand og/eller kasserer virker de kun i den nye funktion frem til næste ordinære generalforsamling.

Stk. 5
Bestyrelsen afholder møder, når det skønnes nødvendigt. Disse kan afholdes som telefonmøde eller chatmøde.

Stk. 6
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer af bestyrelsen er tilstede eller har taget stilling til de sager, der fremlægges.

Stk. 7
Der skal foreligge skriftligt referat af møderne, hvor det klart fremgår, hvordan bestyrelsesmedlemmerne har stemt, hvis der ikke er enighed. Mødereferatet fremlægges på foreningens hjemmeside eller mailes til medlemmerne senest 2 uger efter godkendelse.

Stk. 8
Bestyrelsen kan nedsætte ad hoc udvalg, hvis den finder det påkrævet.

Stk. 9
Det henstilles til bestyrelsen at foreningens arrangementer placeres ligeligt landsdelene imellem.

Stk. 10
Bestyrelsen kan indkalde andre af foreningens medlemmer eller medlemsansøgere, hvis det skønnes nødvendigt.

Stk. 11 Bestyrelsen skal effektuere alle Etisk Juridisk Nævnets afgørelser, på afsluttede sager.


§11 Udvalg
Supervisionsudvalgets opgaver:

Stk. S1 at supervisere foreningens ansatte sekretær.

Stk. S2 at føre tilsyn med medlemmernes markedsføring.

Stk. S3 at føre tilsyn og kontrol af medlemmernes efteruddannelse

Stk. S4 at føre kontrol af medlemsansøgernes uddannelsesmæssige kvalifikationer, samt deres markedsføring.


Arrangementsudvalgets opgaver:

Stk. A1 at være ansvarlig for planlægningen og arrangere foreningens årlige ordinære generalforsamling og seminar.

Stk. A2 at være budget- og regnskabsansvarlige for foreningens seminar og kurser som udvalget arrangerer.

Stk. A3 at være bestyrelsen behjælpelig med at arrangere medlemsmøder og kurser i forenings regi.

Forskningsudvalgets opgaver er:

Stk. F1 at indsamle- og formidle viden og forskningsresultater om akupunktur.

Stk. F2 at være bestyrelsen behjælpelig med information om nyeste forskning, samt bistå bestyrelsen ved arrangementer, hvor forskningsresultater ønskes præsenteret.

Stk. F3 at vejlede medlemmer, der ønsker at forske i akupunktur.



§12 Regnskab og revision
Stk. 1
Foreningens regnskab varetages til hverdag af kassereren.

Stk. 2
Foreningens regnskab følger kalenderåret.

Stk. 3
Kontingent fastsættes af generalforsamlingen. 

Stk. 4
Tidspunkt for forfald af kontingent m.v. fastsættes af bestyrelsen. 

Stk. 5
Ingen medlemmer kan oppebære løn fra foreningen, uden at timeprisen er besluttet på generalforsamlingen.

Stk. 6
Foreningens medlemmer kan udbetales diæter og transportudgifter efter statens tariffer samt udgifter, som de i øvrigt med rimelighed kan godtgøre for.

Stk. 7 A
Der kan på den ordinære generalforsamling, under budgettet afsættes et max. beløb til honorarer, som tildeles for det foreningsarbejde som er udført af foreningens medlemmer.

Stk. 7 B
Hvis et honorar skal tildeles formanden, skal det besluttes af mindst 2/3 af bestyrelsen, alle øvrige beløb fastsættes af formanden.

Stk. 7 C
Alle honorarer, som tildeles skal betales efter en faktura/regning som medlemmet udsteder til foreningen. Honoraret tildeles som et bruttobeløb.

Stk. 7 C
Alle honorarer som er tildelt, skal der på den følgende ordinære generalforsamling fremlægges en oversigt, hvor navn, beløb og det arbejde som er udført fremgår.

Stk. 8
Regnskabet skal inden generalforsamlingen revideres af revisorerne, og skal pr. e-mail eller via foreningens interne mail system sendes til medlemmerne senest 5 dage inden generalforsamlingen.

Stk. 9
Foreningens aktiver placeres i anerkendt pengeinstitut.


§13 Tegning og hæftelse
Stk. 1
Foreningen tegnes af bestyrelsen.

Stk. 2
Foreningen hæfter kun for sine forpligtigelser med den til enhver tid hørende formue.

Stk. 3
Der påhviler ikke bestyrelsen eller medlemmerne nogen personlig hæftelse.


§14 Vedtægtsændringer
Stk. 1
Alle vedtægtsændringer skal på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling vedtages med mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer, uanset de fremmødtes antal.

Stk. 2
Forslag til vedtægtsændringer skal være bestyrelsen i hænde senest 3 uger inden generalforsamlingen.

Stk. 3
Alle forslag skal være medlemmerne i hænde senest 5 dage inden generalforsamlingen.


§15 Udmeldelse og tab af medlemsrettigheder
Udmeldelse
Stk. 1
Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til foreningens formand. Udmeldelse skal ske senest den 31/12, for det kommende år. Man er først udmeldt når man har returneret medlems- og registreringsbevis til formanden.

Stk. 2
Refusion af kontingent m.v. kan kun i særlige tilfælde finde sted.

Tab af medlemsrettigheder
Stk. 3
Man kan skriftligt, pr. brev, udmelde sig af foreningen til foreningens formand eller kasserer med 14 dages varsel og kun ved returnering af medlemsbevis og RAB-bevis 
Man betragtes først som udmeldt af foreningen, når man pr. brev har returneret medlemsbevis og RAB-bevis. 
Udmeldte eller ekskluderede medlemmer må efter udmeldelsen ikke benytte RAB-betegnelsen i DA-regi, DA´s materiale, navn eller markedsføring.
Etisk juridisk Nævn kan bede bestyrelsen iværksætte nævnets afgørelse om tab af medlemsrettigheder på afsluttede sager.

Stk. 4
Bestyrelsen kan ved restance eller skyldige beløb til foreningen iværksætte en administrativ eksklusion , såfremt medlemmet mindst 1 måned tidligere er gjort opmærksom på restancen.

Stk. 4 a
Medlemmet kan pålægges et administrativt gebyr for tilbageførsel til oprindelig medlemskab og beløbet skal betales inden oprindelig medlemskab kan effektueres.


Stk. 5
Et medlem kan indstilles til eksklusion fra foreningen ved indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling eller der kan stilles forslag om eksklusion på den ordinære generalforsamling. Eksklusionssager skal behandles umiddelbart efter beretningerne.

Stk. 6
Eksklusion fra foreningen og/eller afregistrering som RAB kan indbringes for 
Etisk juridisk Nævn inden for deres kompetence, samt efterfølgende for de civile domstole.

Stk. 7 

Såfremt et medlem gentagne gange ikke efterlever foreningens påbud, kan bestyrelsen afregistrere medlemmet og overføre til B-medlemskab. Bestyrelsen kan afregistrere et medlem, såfremt der er tale om strafbare forhold efter dansk lovgivning eller overtrædelse af foreningens vedtægter.




§16 Genindmeldelse

Stk. 1
Medlemmer, som er udmeldt, afregistreret eller ekskluderede, kan kun optages som medlem igen, såfremt de kan dokumentere at forholdet er bragt i orden i forhold til foreningens vedtægter.

Stk. 2
Medlemmer, som er ekskluderet for kontingentrestance eller skylder foreningen penge, kan kun optages igen, såfremt mindst 50 % af bestyrelsen stemmer for genindmeldelse.

Stk. 3
Såfremt et flertal i bestyrelsen stemmer for, at et ekskluderet medlem igen kan optages i foreningen, pålægges den ekskluderede et administrationsgebyr.

Stk. 4
Afgørelser kan ankes til den ordinære generalforsamling.Medlemmer, som er udmeldt, afregistreret eller ekskluderet, og samtidig er i kontingentrestance eller skylder foreningen penge, kan kun optages som medlem igen, såfremt restancen og foreningens udgifter herved er indfriet og kun såfremt bestyrelsen med mindst 50 pct. af stemmerne, stemmer for genindmeldelse af det tidligere medlem. Afgørelsen kan ankes til den ordinære generalforsamling.




§17 Opløsning
Stk. 1
Opløsning eller fusionering med en anden forening kan ske efter beslutning på mindst 2 generalforsamlinger med mindst 3 måneders mellemrum, hvor mindst 3/4 af de på generalforsamlingen fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor.

Stk. 2
Der skal tages beslutning om foreningens aktiver.