Nedenstående er foreningens vedtægter for foreningens klageorgan kaldet Etisk Juridisk Nævn. Nedenfor vedtægterne kan du se arbejdsproceduren for nævnet

Opdateret efter generalforsamlingen d. 21. april 2012

§3 Etisk juridisk nævn - formål, kompetence og sagsbehandling

Etisk juridisk nævns formål er:
Stk. 1
At sikre opretholdelsen af en høj etisk standard og god klinisk praksis hos medlemmerne, ved at være klageorgan i sager som vedrører brugerens/patientens rettigheder, og hvortil brugere/patienter kan klage over den behandling, de har fået af foreningens medlemmer, herunder over manglende overholdelse af medlemspligter dog undtaget § 5 stk. 6. ”Ethvert medlem har pligt til rettidigt at indbetale kontingent, forsikring, KODA/Gramex-afgift, m.v.”

Etisk juridisk nævns kompetence
Stk. 2
Udelukkende at behandle skriftlige, indgivne klagesager og forsikringssager, som vedrører nævnets formål.
Nævnets beslutning afgøres ved almindelig flertalsafstemning.

Stk. 3
Nævnet kan komme med afgørelser om overtrædelser af foreningens vedtægter og regler, herunder ved irettesættelse, afregistrering samt fratagelse af medlemskab. 
Afregistrering samt fratagelse af medlemskab kan udelukkende ske ved strafbare, gentagne eller vedvarende overtrædelser. 
Nævnets afgørelser kan indbringes for domstolen.

Stk. 4
Nævnet kan på eget initiativ tage sager op, eller sager kan indbringes for nævnet af bestyrelsen.

Stk. 5 
Nævnet yder rådgivning og vejledning til foreningens medlemmer inden for nævnets formål.

Stk. 6
Nævnet skal have en sammensætning, der er betryggende for parterne. Dette indebærer at intet medlem af nævnet må have særlige økonomiske interesser i sagens udfald, eller have nærtstående, der har en sådan interesse. Endvidere må ingen personer deltage i en sagsbehandling, såfremt der i øvrigt foreligger omstændigheder, der kan vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Stk. 7
Nævnet refererer direkte til generalforsamlingen, og er et selvstændigt nævn, som arbejder uafhængigt af bestyrelsen.
Nævnets afgørelser kan ikke påklages til Generalforsamlingen.

Stk. 8
Nævnet skal i alle tvivlstilfælde om fortolkningen af reglerne, eller hvor det skønnes nødvendigt indkaldesagkyndigtbistand indenfor en på forhånd fastsat ramme i forhold til foreningens økonomi, gældende for et år ad gangen.

Beløbet oplyses EJN af Bestyrelsen efter hver GF. Bestyrelsen fastsætter beløbets størrelse på første møde efter ordinær generalforsamling.

Sagsbehandling
(Der er på generalforsamlingen april 2010 vedtaget arbejdsprocedure for nævnet - se den nedenfor)
Stk. 9
Nævnets afgørelser skal være skriftlige og begrundede. Der skal ske partshøring over forslag til afgørelser.

Stk. 10
Parterne skal efter anmodning have indsigt i det materiale, der indgår i sagen inden 4 uger efter anmodningens modtagelse. Medlemmerne af nævnet har tavshedspligt om de forhold, der er kommet til deres viden i forbindelse med nævnsarbejdet, og som ikke berører en evt. afgørelse som nævnet har truffet.

Stk. 11
Når klageren modtager skriftligt svar om afgørelsen, skal nævnet samtidigt skriftligt underrette bestyrelsen om afgørelsen.

Stk. 12
Alle involverede parter skal have adgang til genoptagelse af en sag, hvis der viser sig at være ændringer i afgørelsesgrundlaget. Denne mulighed for genoptagelse af en sag bortfalder 3 år efter afgørelsen er truffet.

Stk. 13
Der skal udarbejdes skriftligt materiale fra alle møder, såvel telefonmøder som høringer.
EJN skal overlevere alt skriftligt materiale af referater af indkomne og behandlede sager til det nævn som efterfølger dem. 
Det skriftlige materiale skal overleveres elektronisk.
Nævnet skal arbejde ud fra den procedure som til enhver tid er vedtaget af generalforsamlingen.

Arbejdsprocedure for E.J.N. 
Godkendt af foreningens medlemmer på ordinærgeneralforsamling 2010

Som udgangspunkt sikres den anklagede alm. retslige principper, og har ret til bisidder ved møder.

Nævnet har ifølge vedtægterne ret til juridisk bistand. Den økonomiske konsekvens af dette skal holde sig inden for det af bestyrelsen vedtaget budget.

1.     Klagens art analyseres og det sikres at den skriftlige klage kan forstås af nævnet, klageren og den anklagede.

2.     Er der grundlag for at rejse en sag ser Etisk Juridisk Nævn på om der er inhabilitet i nævnet inden sagen starter, er det tilfældet indkaldes suppleanten inden sagen startes. 

3.     Det analyseres om det er en sag som vedkommer nævnet, dernæst skal man vurdere om der er grundlag for at rejse sagen, og afklares hvilke(n) vedtægt(er), der henvises til.

4.     Informerer den anklagede og DA´s formanden/bestyrelsen om at der verserer en sag.

Der skal holdes høring efter følgende procedure:

1.     Den klagende part kommer med en uddybende skriftlig klage. 

Den klagende part kan indkaldes til en mundtlig høring, såfremt EJN skønner det nødvendigt. 

2.     Den anklagede part informeres om alle sagens skriftlige agter, som indtil nu er tilkommet nævnet. 

3.     Den anklagede part skal komme med en uddybende skriftlig forklaring, om hans/hende forhold til anklagen.
Den anklagede sikres ret til at fremlægge den skriftlige forklaring overfor EJN ved en mundtlig høring, således at eventuelle misforståelser undgås.

4.     Såfremt EJN skønner det nødvendigt eller den anklagede ønsker det, kan EJN indkalde vidner. 

5.     Nævnet vurderer sagen, og kommer med en grundig skriftlig begrundelse af nævnets afgørelse. 
Den anklagede skal have forelagt nævnets afgørelse først og nævnet skal sikre sig at den anklagede forstår nævnets afgørelse.

6.     Derefter informeres klageren og formanden/bestyrelsen.